Jeg dør. Og så alligevel ikke.

Puha. Plus minus er det ca. tre måneder siden jg har været så sund at løbe en tur. Og oh god, det kan altså godt mærkes, når man for første gang i så lang tid hopper i løbeskoene, som efterhånden er ved at være ret slidte.
Men afsted kom jeg altså og det blev til 45 minutters pine og anstregelse. Hvis man nu bare lige glemmer et øjeblik, hvor forpustet jeg blev og hvor ondt i benene jeg fik, så var det egenligt meget rart. Rart, fordi man kan løbe i sin egen lille skøre verden og få vendt diverse ting med sig selv. Rart, fordi solen skinner og man kan nyde at det endelig er ved at være (måske) sommer. Rart fordi man har det så fandens godt med sig selv bagefter.